
Du kan sikre dine havemøbler ved at låse dem fast med en wire
Når du forlader dit hjem, låser du med al sandsynlighed døren. Tjekker, at vinduerne er lukkede, og at der er bare en smule lys, der signalerer, at der er nogen hjemme, så tyvene ikke skal blive fristet over evne. Måske sørger du også lige for, at garagen er om ikke låst, så lukket, og at cyklerne står sikkert.
Så langt, så godt. Men hvad med alt det, du ikke kan låse inde eller låse fast? Der er næppe nogle tyve, der er så frække, at de løber med postkassen (den står som regel også så yderligt, at det kan være vanskeligt at få arbejdsro som tyv), men havemøblerne er som regel placeret på en måde, så de er lige til at stikke af sted med. Sammen med din nye kuglegrill, måske.
Og havemøbler – og grill – er ikke nogen billig ting. Tværtimod. En Klint-havestol koster eksempelvis knap 1.600 kr. hos WhiteAway.com, og har du fire af dem, gør det lige pludselig ret ondt på pengepungen, hvis de forsvinder i nattens mulm og mørke.
Jeg har en indboforsikring – dækker den?
Hvis du skulle være uheldig, og nogen har stjålet dine havemøbler, så bare rolig: Din indboforsikring dækker med største sandsynlighed dit tab. Havemøblerne er nemlig også indbo, selv om de står ude. Forsikringsselskabet ved godt, at man ikke lige slæber dem ind hver aften – eller når man er væk hjemmefra. Så du kan altså godt regne med, at tyveriet bliver dækket.
Men hvis du har en selvrisiko, skal du selv have penge op af lommen. I mange tilfælde er sådan en på 5.000 kr., og så skal du til at vurdere, om udgiften til dine havemøbler overstiger den sum. Og uanset hvad, så er det ret besværligt med sådan et tyveri – ikke nok med, at både politi og forsikringsselskabet skal involveres; Du kommer også til at stå uden havemøbler i den tid, det tager at anskaffe nogle nye.
Tyverisikring af havemøbler
Den nemmeste måde at sikre sig mod tyveri af havemøbler (udover altså at tage dem ind, hver gang du ikke bruger dem) er at lukke haven af. Simpelthen gøre det besværligt for tyven at komme ind i haven – og i særdeleshed komme ud igen, slæbende på havemøblerne.
Du kan også låse særligt dyre ting – den nye, dyre grill, for eksempel, eller dine spritnye designerhavemøbler – fast til noget solidt. Du kan eventuelt bruge en cykel-wirelås eller en kæde med en hængelås, som du måske kender det fra forskellige udendørs-caféer. Derudover kan du sørge for, at møblerne og grillen så vidt muligt ikke er synlige fra vejen – særligt, hvis dine havemøbler er af den dyre slags.
Rettidig omhu – også når det gælder udendørs møbler
Og så gælder det jo – som med de fleste ting – om at bruge sin sunde fornuft. Selv om det kan være dejligt at nyde aftensolen på fortovet foran din grund, henslængt i en liggestol, så bør du flytte liggestolen uden for synsvidde, før du går ind. Der er jo ingen grund til at friste nogen unødigt. Og forsikringsselskabet kan, i særligt grelle tilfælde, godt nægte at udbetale erstatning, hvis de vurderer, at der er blevet handlet groft uagtsomt. Som ved for eksempel at lade sine dyre havemøbler stå på fortovet ved en befærdet vej om natten. Det er dog sjældent, at det sker, så hvis bare du har ovenstående råd in mente, når du sætter dit havesæt ud for sæsonen, så skal det nok gå alt sammen.
Kilde: Bolius.dk
Læg en kommentar