Skal du ud og rejse? Inden du skal ud og rejse er det vigtigt, at du har styr på din rejseforsikring, og at du ved hvad den dækker, hvis du skulle blive syg. Her på siden kan du også læse mere om, hvordan det gule- og blå EU-sygesikringskort dækker når du rejser i og udenfor EU. Overordnet set er en rejseforsikring med til at skabe tryghed på rejsen.
Hvilken rejseforsikring skal jeg vælge?
I Danmark findes der forskellige former for rejseforsikringer. De mest almindelige er enkeltrejseforsikringer, årsrejseforsikringer og ungdomsrejseforsikringer. Prisen er forskellig på alle tre, og varierer fra rejseforsikringsselskab til rejseforsikringsselskab. Du skal derfor starte med at finde ud af, hvilken du har brug for, så den dækker dine behov.
- Enkeltrejseforsikring
- Årsrejseforsikring
- Ungdomsrejseforsikring
Enkeltrejseforsikring
En enkeltrejseforsikring henvender sig til folk, der kun rejser få gange om året. En enkeltrejseforsikring gælder kun for én enkelt rejse. Du skal dog være opmærksom på, at du selv skal fastsætte antallet af dage, hvor din rejseforsikring skal være gældende. I nogle forsikringsselskaber kan der købes helt op til to års rejseforsikring per rejse, så hvis du skal rejse i længere tid end 30 dage, kan du med fordel vælge en enkeltrejseforsikring.
Årsrejseforsikring
En årsrejseforsikring er til dig der rejser flere gange om året, men kun i en begrænset periode ad gangen. Denne periode er hos de fleste forsikringsselskaber begrænset til en periode på 30 dage.
Når du køber en rejse eller ferie skal du gøre op med dig selv, om du forventer at købe flere ferier i løbet af året. Hvis du kan kan svare ja til dette, så vil en årsrejseforsikring i de fleste tilfælde være den rigtige beslutning.
Ungdomsrejseforsikring
Mange rejseforsikringsselskaber har en løsning til unge danskere. Aldersgrænsen er dog forskellig fra forsikringsselskab til forsikringsselskab. Hos de fleste ligger grænsen på 35 år.
Ungdomsrejseforsikringer er ofte billigere end de to andre forsikringer. Dette skyldes at de ofte ikke dækker lige så meget. Samtidig betyder det, at der godt kan være mange penge at spare, hvis du køber en ungdomsforsikring. Du skal dog også være opmærksom på, at du løber en større risiko.
Hvad dækker min rejseforsikring?
Når du rejser uden for Danmark, Grønland og Færøerne, opfordres du til at tegne en rejseforsikring. Rejseforsikringen dækker de økonomiske omkostninger der kan være, hvis du skulle gå hen og blive syg, komme til skade eller komme ud for andre uheld på din rejse eller ferie. Når du på forhånd har tegnet en rejseforsikring, vil du ikke lide økonomisk tab, hvis du skulle være så uheldig at komme ud for et uheld.
Vilkårene kan variere alt efter, hvilken rejseforsikring du vælger, og hvad du ønsker den skal dække. Du kan selv være med til at sammensætte din rejseforsikring, så den passer til den rejse du skal på.
De mest almindelige dækninger:
- Tyveri og røveri af ejendele
- Retshjælp
- Evakuering ved epidemier, kriser og naturkatastrofer
- Eftersøgning og/eller redning
- Terror
- Krisehjælp
- Hjemtransport
- Ferieboligsikring
- Bagageforsinkelse eller beskadigelser
- Feriekompensation
- Afbestillingsforsikring
Forsikring af bagage og ejendele
Din indboforsikring dækker over alt i verden i op til tre måneder. Dette gælder også tyveri på ferien. Din indboforsikring vil ofte dække på samme måde, som hvis tyveriet sker i Danmark. Hvilket vil sige, at den dækker, hvis du f.eks. får stjålet nogle af dine ejendele ved indbrud, tyveri, røveri eller tyveri fra bil m.m. Du skal dog være opmærksom på, at der kan være forskel på, hvordan forsikringen dækker alt efter, hvordan og hvorfra tyveriet er sket.
Du skal altid huske at anmelde alle former for tyveri til det lokale politi, før du skal rejse hjem. Husk at få en kvittering for anmeldelsen.
Hvis du ikke har en indboforsikring, kan du sagtens være dækket gennem din rejseforsikring. Som tidligere nævnt skal du altid huske inden afrejse, at tjekke op på, hvad din rejseforsikring dækker. I din forsikringspolice vil det altid fremgå, hvilke kriterier der skal være opfyldt, når der er tale om røveri.
Skulle du have både en rejseforsikring og en indboforsikring, kan du få erstatning fra et af forsikringsselskaberne. Det kan have stor betydning, om der er selvrisiko på din forsikring, Yderligere kan det i nogle tilfælde have betydning, om du har mulighed for at få din erstatning udbetalt på ferien. At få udbetalt erstatning på ferien, kan du som udgangspunkt kun få gennem din rejseforsikring.
Krisehjælp og evakuering
Hvis du skulle blive udsat på en traumatiserende oplevelse på din ferie, tilbyder din rejseforsikring krisehjælp. Det kan f.eks. være, hvis du har været involveret i:
- En naturkatastrofe
- En ulykke
- Et terrorangreb.
Krisehjælpen vil du blive tilbudt på stedet, men også når du kommer hjem igen.
Evakuering er også inkluderet i din rejseforsikring. Dette er gældende, hvis Udenrigsministeriets anbefalinger f.eks. er, at alle danske statsborgere skal evakueres til et område. Dette kan f.eks. være i tilfælde af en epidemi, terror, krigshandling eller naturkatastrofe.
Hvis du under din ferie skulle blive meldt savnet, er eftersøgning og redning også inkluderet i din rejseforsikring. Dette er en fordel, hvis du skal på vandre- eller skiferie.
Hjemsendelse
Skulle et medlem i din nære familie skulle gå hen og blive alvorlig syg eller dø mens du er på ferie, så dækker din rejseforsikring de ekstraomkostninger der måtte være ved, at du rejser hjem før end du havde planlagt.
Det samme gør sig gældende, hvis du skulle blive alvorlig syg på din ferie, så kan du få en pårørende sendt ud til dig. Rejseforsikringen dækker alle udgifterne til personens rejse og ophold under hele din indlæggelse.
Hvis du er i tvivl om, hvordan du er dækket, kan du kontakte dit rejseforsikringsselskab inden du rejser afsted på ferie.
Hvem er dækket af min rejseforsikring?
Som hovedregel er din husstand dækket af din rejseforsikring. Dette betyder at udover dig selv, er dine familiemedlemmer (f.eks. ægtefælle/samlever, børn, børnebørn, forældre og bedsteforældre), som er tilmeldt samme folkeregisteradresse som dig også dækket af din rejseforsikring.
Hvis du har delebørn, der bor på en anden folkeregisteradresse, er de dækket, hvis de skal rejse sammen med dig eller en fra din husstand. De er dækket indtil de fylder 18 år. Herefter skal de havde deres egen rejseforsikring.
Husk dog altid som tidligere nævnt at undersøge, hvad der gør sig gældende med dit forsikringsselskab inden afrejse.
Rejseforsikring i Europa
Det kan være svært at finde ud af, hvor og hvad det gule og det blå EU-sygesikringskort dækker. Det gule sundhedskort, dækker ikke længere udenfor Danmarks grænser. Hvilket vil sige, at hvis du rejser uden for EU-landene, Norge, Island, Liechtenstein, Schweiz og Storbritannien, er du ikke dækket af hverken det gule sundhedskort eller det blå EU-sygesikringskort.
Rejser du i Norge, Sverige, Finland eller Island, kan du sagtens anvende dit gule sundhedskort sammen med billedlegitimation. Udenrigsministeriet anbefaler dog at du stadig har dit EU-sygesikringsbevis med.
Mange rejseforsikringsselskaber har opdelt deres rejseforsikringer i to kategorier indenfor Europa:
- Rejseforsikring Europa
- Rejseforsikring Europa udvidet
Rejseforsikringen Europa dækker i alle EU og EØS-lande. Hvor en Europa udvidet forsikring også dækker lande udenfor EU, som er lande, hvor mange danskere ofte vælger at rejse til. Det er typisk destination som; Rusland, Israel, Egypten og Tyrkiet.
EU-lande | EØS-lande |
---|---|
Belgien Bulgarien Cypern (den græske del) Danmark Estland Finland Frankrig Grækenland, herunder den græske del af Cypern Irland Italien Kroatien Letland Litauen Luxembourg Malta Nederlandene (Holland) Polen Portugal Rumænien Slovakiet Slovenien Spanien Sverige Tjekkiet Tyskland Ungarn Østrig | Island Lichtenstein Norge |
Rejseforsikring i Verden
Hvis du skal rejse uden for EU, herunder f.eks. USA eller Asien, er det en god idé at tegne en rejseforsikring til Verden. Du skal huske at tjekke op på, hvilke forsikringsvilkår der er ved den enkelte destination du rejser til, dette kan nemlig godt være forskelligt.
Rejser du f.eks. til USA skal du være opmærksom på, at du skal huske at vælge en rejseforsikring Verden, hvor USA er indkluderet. Dette skyldes, at det er meget dyrt at komme på hospitalet i USA – et enkelt døgn på et amerikansk hospital kan nemt koste over 50.000 kr., og et ukompliceret læge eller tandlægebesøg kan også blive dyrt.
Afbestillingsforsikring
Er du i tvivl omkring, hvad en afbestillingsforsikring dækker? En afbestillingsforsikring er god at have, hvis du bliver syg lige inden ferien eller skal til en reeksamen. Hvis du har en afbestillingsforsikring kan du få pengene tilbage for din rejse.
Hvad dækker en afbestillingsforsikring?
En afbestillingsforsikring dækker økonomisk de situationer, som pludselig opstår i livet.
Når du har en afbestillingsforsikring har du mulighed for at aflyse din rejse, og få det beløb refunderet, som du allerede har betalt. Med denne forsikring er du godt dækket, hvis noget uventet sker – og du kan derfor holde din ferie på et andet tidspunkt.
Afbestillingsforsikringen kan du bruge, hvis du f.eks.:
- skulle komme til skade eller blive syg
- har et familiemedlem, der skulle blive akut syg
- mister dit arbejde
- skal til reeksamen
- skal rejse til et land, der bliver ramt af en naturkatastrofe eller terror
Har brug for akut hjælp, når du er på ferie i udlandet? Så har de fleste forsikringer en dansktalende alarmcentral, der svarer døgnet rundt.
Skirejseforsikring
Er du en af de mange danskere, der hvert år tager på skiferie? Du skal være opmærksom på at du kan have behov for en udvidet forsikring, der dækker skisport. Derudover kan du tilkøbe andre dækninger når du skal på skiferie – f.eks. ødelagt ferie eller ubenyttet udstyr. Det kan blive en rigtig dyr fornøjelse, hvis du ikke er dækket ordentligt, hvis uheldet er ude.
Udover at tegne en personlig ansvarsforsikring, er det også fordelagtigt at tegne en ekstra ulykkesforsikring. Mange steder anses skiløb og snowboarding for at være en ekstremsport. Nogle rejseforsikringsselskaber dækker, hvis du kun tager på én enkelt skiferie, men ikke, hvis du tager afsted flere gange om året. Andre rejseforsikringer dækker kun almindelig skiløb på pisten, men ikke off-pist løb mv. Inden du tager afsted på skiferie, bør du derfor kontakte dit forsikringsselskab og undersøge, hvordan din rejseforsikring dækker, når du tager på skiferie.
Liftkort og lejet skiudstyr
Hvis du har lejet udstyr på din skiferie, er det nogle gange muligt at få refunderet dine omkostninger hos udlejeren.
Har du et liftkort som ikke er blevet benyttet, grundet alvorlig tilskadekommen – kan du kontakte skisportsstedet, som i nogle tilfælde kan refundere det. Tjek hvad der står i aftalen. Hvis du ikke kan få en refusion for liftkort og udstyr, kan det være at din rejseforsikring dækker, hvis du har en udvidet rejseforsikring.
Hjemtransport
Analyser fra rejseforsikrings-branchen viser, at der er fem gange større risiko for at komme til skade på en skiferie end på en normal ferie.
Hvis du kommer alvorligt til skade på en skiferie i udlandet kan det kræve en speciel hjemtransport, der hurtigt kan komme til at koste 30-50.000 kr., i alvorlige tilfælde kan det blive langt dyrere, hvis man skal hjem med ambulancefly. Hvis du ikke har en rejseforsikring, skal du selv dække udgiften ved hjemtransporten.
Hvad koster en rejseforsikring?
Ofte kan du få tilbudt en rejseforsikring gennem det flyselskab, som du rejser med. Du skal dog være opmærksom på, at denne rejseforsikring ofte kun dækker din bagage på flyveturen. Hvilket vil sige, at den dækker i tilfælde af, at din kuffert undervejs på flyveturen bliver væk eller beskadiget. Derfor er det en fordel, hvis du ønsker at være forsikret på hele rejsen, at købe en rejseforsikring gennem et rejseforsikringsselskab.¨
Prisen på din rejseforsikring afhænger af, hvilken dækning din forsikring har, hvis du kommer til skade. Når du skal finde den rigtig rejseforsikring bør du undersøge følgende:
- Hvad dækker rejseforsikringen?
- Hvem dækker rejseforsikringen?
- Om du kan afbestille rejsen ved f.eks. sygdom eller en ulykke?
- Er der hjemtransport med i rejseforsikringen, hvis du skulle blive syg eller komme til skade på ferien.
- Inkluderer rejseforsikringen sygeledsagelse i hjemtransporten ved sygdom eller ulykker (for medrejsende).
- Mulighed for en erstatningsrejse, ved indlæggelse i længere tid?
- Dækning af bagage ved forsinkelser og skader?
- Dækker rejseforsikringen alle typer af rejser? (Skiferie eller ekstremsport)
- Hvor lange rejser forsikringen dækker?
Det er en god idé at få et tilbud fra flere forskellige forsikringsselskaber, så du kan sammenligne priserne og deres dækning.